Kompost klar igen

27. juni 2011
Så er der igen kompost klar til salg fra både genbrugsstationen i Havnegade og Odense Nord Miljøcenter. En stor portion på ikke mindre end 700.000 kg er klar til at komme ud og fungere som vitaminpiller i de odenseanske haver!

Historisk mangel

Det er første gang i Odense Renovations nyere historie, at vi er løbet tør for kompost. På grund af den lange vinter har mikroorganismerne ikke kunne arbejde med at omsætte haveaffaldet til kompost. Men nu har di igen produceret milevis af god næringsrig kompost. 

Mikroorganismer laver arbejdet

Komposteringsprocessen foregår ved, at haveaffaldet lægges i lange rækker - såkaldte miler - og så ordner mikroorganismer i haveaffaldet resten. Det eneste, mandskabet på Odense Nord Miljøcenter gør, er at vende milerne en gang om ugen for at give haveaffaldet mere ilt. Ilten gør, at komposteringsprocessen går hurtigere.

Milerne er 6 meter brede og 2½ meter høje. Under komposteringsprocessen stiger temperaturen til 60-70 grader.

Færdig kompost på 22 uger

Selve komposteringsprocessen med at nedbryde haveaffaldet til kompost tager kun 8 uger. Derefter skal komposten nedkøles i 2 uger. Til sidst skal det "modnes" - hvilket tager 12 uger, og så er den dejligste kompost klar til at komme ud i de fynske haver og gøre gavn for blomster, plæner, buske og træer.
Kompost lagt i miler