Hils på en gadefejer

Et vigtigt arbejde
”Jeg er gadefejer”, siger John, da han bliver spurgt om sin titel. ”Det er den mest præcise beskrivelse af, hvad jeg laver. For nogen er det negativt, men ikke for mig. Jeg gør et godt og vigtigt stykke arbejde.”

Og der er da også brug for John og hans kolleger året rundt. Både til hverdag og i weekenden. Før de fleste af os har fået øjne, rykker de ud tre mand høj; Klokken seks sidder John i fejebilen, så han kan nå at få bymidten ren, inden butikkerne åbner. Derefter kan han så feje sig igennem resten af byens gader og offentlige parkeringspladser.

Unødvendigt affald
Odense er generelt er en ren by, synes John. Men der er da steder, hvor det kunne blive bedre. Især affaldet fra byens natteliv ville han gerne være foruden. ”Pizza- og pølsebakkerne er så store, at de er svære at komme i affaldsspandene. Og hvis de så står oven på en spand, så er der ikke andre, der vil have fingrene derned – og så bliver affaldet bare smidt”, siger John.

Men også smadrede vinduer, ødelagte cykelstativer og især blomsterkummer, der bliver revet op, kan slå skår i gadefejerens ellers gode humør: ”Når nogen, der vil gøre noget godt for byen, får det ødelagt, det bliver jeg sur over. Det er ikke nødvendigt affald!”

Noget må håndfejes
John kører fejebilen – men ikke hele tiden. Tit må han ud og feje med hånden. For eksempel ved bænke og hjørner. Og så er nogle skraldespande dårligt placeret, synes han. Man kan ikke komme bag om dem med maskinen. Hvis de bare var rykket 20 centimeter længere ud mod vejbanen, så kunne John få fejemaskinen derind. Men nu må han i stedet ud og håndfeje. Især om lørdagen, der må han ud op til 50 gange.

Efter at folk ikke længere må ryge inde på værtshusene, er der kommet ekstra mange cigaretskod foran beværtningerne. De fleste kan let suges op. Men noget belægning har fuger, hvor de kiler sig fast, ”…og der kan vi ikke suge, for så suger vi fugerne op også. Der må vi så ud og håndfeje – eller også må vi lade være, for vi kan jo ikke fare ud efter dem alle sammen. Så skulle vi være 1000 mand”, smiler John.

Ren samvittighed
”Når jeg kommer klokken seks og ser gaden, der flyder, så kan jeg godt tænke, at jeg når sgu aldrig at blive færdig til klokken 10. Men langt de fleste gange, så når jeg det jo”, siger John, der sætter en ære i at forlade en ren gade. ”Jeg vil forlade stedet med god samvittighed – og kollegerne har det på samme måde”. Det kniber ikke med at få tiden til at gå.

Nogle gange må John og hans kolleger tilbage til det samme sted igen, fordi folk har svinet igen med det samme. ”Så bliver jeg pisse irriteret – men jeg kan jo ikke bare gå fra det”, siger John. ”Men tit er det jo fulde mennesker…”, undskylder han og fortsætter: ”Det er ikke et job, man bliver arbejdsløs i, for der kommer altid nyt affald i gaden”.

Nytter det?
Men når folk hele tiden smider affald, nytter Johns indsats så overhovedet? ”Ja, det nytter”, svarer John. ”Hvis det ikke blev gjort, hvordan ville der så ikke se ud? Jo pænere vi kan lave det, jo mere respekt har folk for det. Hvis det flyder i forvejen, så passer folk ikke på det, men når det er i orden, så tænker de sig mere om”, slutter gadefejeren.